En drengedrøm går i opfyldelse Total solformørkelse i Bulgarien d. 11. august 1999 Af Michael Cramer Andersen, astronomistuderende.

Soltemplet og Månen
Henimod slutningen af "Tintin i Soltemplet" bliver Tintin, kaptajn Haddock og professor Tournesol reddet fra at blive brændt på Inkaernes bål af - en total solformørkelse. Det chokerer de sidste rester af den gamle sydamerikanske indianerkultur så meget, at de benåder reporteren, kaptajnen og professoren. Albummet er fra starten af 1950'erne og det næste større eventyr de tre venner begiver sig ud på, anført af Tournesol som i øvrigt var skyld i Inka-affæren, er en rejse der fører dem til "Månen tur-retur", den selvsamme måne som reddede deres liv.

Afgang fra hotellerne
Der var en stemning af forventning da de fem busser fra hotelområdet Sunny Beach kørte nordpå kl. 5.30. Solen var endnu ikke stået op. Nogle benyttede sig af den tre timer lange køretur til at få lidt ekstra søvn. Vi kørte gennem bjergene og skulle op til den lille by Schapla på en strand der lå ud til Sortehavet. Klokken 6.10 så vi solen titte op bag en bjergtop hvorefter den forsvandt ned bag horisonten igen. Det var den solformørkelse! Turen i bjergene indeholdt flere flotte udsigter med solen hængende over Sortehavet. Vi ankom til den strandbred, hvor vi skulle se formørkelsen fra, klokken 8.40, altså 3 timer før den første kontakt mellem Månen og Solens skiver. Der var lidt diskussion om hvor mange timer der var mellem de beregnede U.T.-tider og Bulgarsk sommertid.

Men nu stod vi her, i klart vejr og bagende sol, for at se en begivenhed der hører til sjældenhederne. Der var allerede ankommet ca. 200 danskere fra hoteller udenfor Varna, så vi var sammenlagt 452 danskere, eller ni fyldte busser, som var rejst til Bulgarien med denne begivenhed som hovedformål. Vi fordrev tiden med at læse, sole os eller snakke med de andre gæster. Nogle vovede sig ud i de 15 grader 'kolde' bølger, vi havde oplevet badetemperaturer på 29 grader længere sydpå hvor vi boede.

Solaktivitet
Et par stykker fra Københavns Astronomiske Forening (KAF) viste solen frem gennem et 30 cm stort teleskop med specialfilter. Hvis man var villig til at stå i kø i 10-15 min. kunne man opleve en glødende rød sol. På overfladen sås 3 solpletter og langs kanten var der røde skyer af varm gas der blev slynget ud fra solen. Disse mindre udbrud fra solens korona kaldes prominencer og de kan enten være rolige eller voldsomme. De større udbrud kaldes protuberanser og kan nå langt ud i rummet. Noget af det udslyngede stof når helt ned på Jorden via solvinden og bliver indfanget af Jordens magnetfelter som fører de ladede partikler op til polerne. Her får de atmosfæren til at gløde i lysende tæpper i det vi kalder polarlys (mest kendt som nordlys). Det er også solvinden der er ansvarlig for kometernes lange haler, der består af fordampede gasser der har været frosset ned. Nogle havde monteret solfiltre på deres håndkikkerter eller mindre teleskoper og de kiggede på de 3 synlige solpletter. Solens aktivitet følger mønstret i de kaotiske magnetfelter som genereres inden i solen og strækker sig flere millioner kilometer ud i rummet. Solpletterne er områder i solens lysende atmosfære, fotosfæren, som er 1500-1800 grader koldere end omgivelserne som har en gennemsnitstemperatur på 5800 grader. Det er varmt, men i det yderste lag af atmosfæren, koronaen, når temperaturen af den meget tynde gas helt op over 10 millioner grader. Det var disse to fænomener vi nu skulle til at se med det blotte øje under den totale fase som ville vare et par minutter: solens kromosfære og korona.

Stjerner og Planeter
En anden ting man kunne se efter var de indre planeter, Venus og Merkur, og eventuelle klare stjerner. Der var hængt et stjernekort op som vi studerede. I starten af August står Solen i stjernebilledet Løven med bl.a. den klare stjerne Regulus. Ellers var der de klare stjerner Castor og Pollux som har givet navn til Tvillingerne hvor solen passerede i Juli. Det ser ud som om, Solen vandrer gennem alle tolv stjernebilleder i Dyrekredsen i løbet af et år, men i virkeligheden er det Jorden der bevæger sig én gang rundt om Solen på samme tid. Jordbaneplanet kaldes Ekliptika og går gennem Dyrekredsen. Det er kun hver gang det er nymåne og Månens baneplan passerer Ekliptika, at der er mulighed for en total solformørkelse. Da Månens plan hælder knap 5 grader i forhold til Jordens plan sker det ikke med en måneds mellemrum men mellem 6 og 18 måneder.

Det ville blive ret mørkt under totaliteten og så var det godt at indprente sig hvad man skulle kigge efter og hvor. Det var under en total solformørkelse i 1919 at man første gang fik målt og bekræftet en forudsigelse af Albert Einsteins generelle relativitetsteori. Den forudsiger at lyset fra en fjern stjerne vil blive afbøjet lige udenom solen som er så massiv at den krummer rummet. Men denne effekt er så lille at man skal lave nøjagtige fotografiske optagelser for at måle den. Der var masser af tid til at snakke om historiske solformørkelser. Lidt i klokken 12 spiste vi en let frokost. Det var nu uudholdelig varmt og alle svedte.

Første kontakt Nu begyndte forestillingen for alvor. Folk stillede sig op alle vegne, på trapper, på græsset, siddende, stående og liggende. Der var spænding om hvorvidt Månen ramte solskiven til tiden, for månen var ikke synlig p.g.a. nymåne. Månens bagside som vendte direkte mod solen fik jo alt lyset. Dette blev fulgt af mange hundrede mennesker med blå, gule og sorte formørkelsesbriller. Det gav en international stemning. De sorte var danskere som alle var med Tycho Brahe Planetariets arrangerede tur, de blå var lokalbefolkningen fra Bulgarien og de gule har været japanske turister. Stemningen var naturligt løftet da første kontakt skete som beregnet klokken 12:46:38. Folk havde stillet deres ure i dagens anledning, jeg havde i forvejen et præcist 'atomur' som dagligt fik radiosignaler fra et rigtigt atomur i Frankfurt.

Nu startede den lange ventetid. Vi var rejst helt fra Danmark til Sortehavskysten og tålmodigt ventet knap et år fra rejsen blev bestilt. Nu var dagen oprundet, den 11. august 1999 - årtusindets sidste chance for at opleve en total solformørkelse. Formørkelsen var nu startet og der var 1 time og 25 minutter til maksimum. De næste knap halvanden time ville ikke være anderledes end de partielle solformørkelser man havde set fra Danmark, senest d. 13. oktober 1996 hvor den var omkring 60% formørket. Ville det være pengene værd?

Formørkelse ved højlys dag
Der var en over 5 meter lang kø ved solteleskopet. Andre ventede bare på totaliteten som ville vare 2 min og 21 sekunder. Når Månen dækkede solen helt ville solens tynde ydre atmosfære koronaen vise sig og man ville kunne se aktivitet i kromosfæren. Samtidig ville mørket sænke sig og temperaturen ville falde omkring 10 grader. Det var svært at forestille sig midt i denne bagende sol. Jeg havde shorts og kortærmet skjorte på samt en tropehjelm - ordentligt klædt på til det sjældne naturfænomen vi skulle være vidner til.

Vi så langsomt månens skygge æde sig ind på solskiven. Der var lidt uenighed om hvornår man ville kunne mærke, at lysstyrken blev reduceret? Nogle sagde 95% men det var måske højere. Sagen er at menneskets øje er så fint indrettet, at det udmærket kan indstille sig på et lysniveau der er tusinde gange lavere uden at man rigtig bemærker det. Øjets pupil åbner sig bare lidt mere og man kan vænne sig til mørke på 10-15 minutter. Ville det være en fordel at stikke hovedet i en papkasse i minutterne op til, så man var helt klar til den korte totalitet? To minutter var alt for kort tid til at vænne sig til mørket. Men så gik man glip af diamantringeffekten som er så kraftig, at pupillen trækker sig sammen. Desuden ser man ualmindelig fjollet ud med en papkasse på hovedet.

Når det pludselig bliver mørkt bliver dyr forvirrede. Vi havde hørt, at fugle stopper med at synge og flyver hjem til deres reder, bier flyver forvirrede rundt, køer går hjem til stalden fordi de tror det er aften og hønsene går ind på deres pinde. Ville vi blive ligeså forundrede? Vi var jo forberedt på det. Dyrene handler jo blot efter deres instinkter der altså i høj grad afhænger af sollyset.

Skyggen
Nu stod vi her i hvert fald, på centerlinien af formørkelseszonen. Her ville Månens kerneskygge passere og gøre dag til nat og nat til dag i en cirkel der var 120 km i diameter. Skyggen ville passere os med over 3000 km i timen og totaliteten varede kun lidt over to minutter. En total solformørkelse kan maksimalt vare 7 et halvt minut set fra en plet på Jorden. Varigheden kan forlænges kunstigt med jetfly der kan flyve med overlydhastighed, f.eks. en Concorde.

Disse tanker fløj gennem hovedet igen mens skyggen gnavede sig langsomt ind på solen og brillerne jævnligt blev taget på mens man holdt øje med tiden. Skyggen var nu nået halvvejs, Månen nåede helt ind til centrum af solskiven og der var stadig 42 minutter til totaliteten indtraf. Hvor meget var der egentlig dækket af solskivens areal? Det var ikke halvdelen og vi diskuterede det et par astronomistuderende. Efter en lille skitse med to cirkler der overlapper hinanden samt et heksagonalt gitter af trekanter viste det sig, at godt 1/3 var dækket. Der var altså stadig lang vej endnu.

Ventetiden
I formørkelsesbrillerne ser man en orangegul sol på sort baggrund. Denne silhouet-tegnefilm giver en særlig psykologisk effekt. Gennem knap halvanden time vænner man sig til, at skyggen vokser og vokser ind foran solen. Det er ret forudsigeligt hvordan billedet ser ud næste gang man kigger op på sceneriet. Men hvad der egentlig sker ved selve totaliteten er helt anderledes.
Koronaen og kromosfæren er normalt fuldstændig overblændet af lyset fra fotosfæren. Men det almindelige lys blokeres netop af Månen, så solens øvre atmosfære rigtig kommer til sin ret. Det er svært at forestille sig koronaen der strækker sig flere millioner kilometer ud i rummet og fylder flere gange solens diameter, selv om man har set det på billeder. Solens diameter er i øvrigt ganske imponerende: 1.380.000 km eller ca. 108 gange Jordens diameter. Hvordan ville koronaen se ud med det blotte øje? Eller med en håndkikkert? Det er helt utænkeligt at kigge direkte på solen til daglig. Men her har naturen indrette sig så forunderligt, at Månens diameter og solens diameter er lige store på himlen - ca. en halv grad. Der kan altså ligge 720 fuldmåner efter hinanden, som perler på en snor, hele vejen rundt (360 grader). Månen er 29,5 døgn, eller 708 timer, om at bevæge sig én gang rundt om Jorden, det tager derfor omkring en time for Månen at flytte sig netop én månediameter. Det var denne time, godt og vel, vi ventede på skulle passere så vi kom til at stå lige under Månens skygge, der fejede afsted og ragede næsten 400.000 km ud i rummet. Det var nærmest et mirakel, at Månen netop passede i størrelse med Solen.

Miraklet
Var dette et tilfælde? Som astronomistuderende vidste jeg, at Månen er på vej væk fra Jorden med ca. 5 cm om året. Det kan man måle ved hjælp af laserlys der reflekteres af de spejle som astronauterne opstillede på Månen for 30 år siden. Det lyder ikke af meget, men på de godt 4,5 mia. år som Solsystemet og Jord-Måne systemet har eksisteret bliver det alligevel til over 200.000 km. Månen har altså, dengang Jorden var ung, været halvt så langt væk og dermed dobbelt så stor på himlen. Samtidig roterede Jorden hurtigere rundt, et døgn varede kun 11 timer. Nedbremsningen af Jordens rotation og Månens omløb skyldes tidevandskræfterne, d.v.s. gnidningen mellem vandmasserne og Jordens overflade. Vi lever altså på et tidspunkt hvor forholdene er optimale. Om nogle få hundrede millioner år vil Månen være så langt væk, at der højst er mulighed for ringformede solformørkelser.
I dag var det så heldigt, at Månen og solen var lige store på himlen. Månen er ca. 400 gange mindre end solen i virkeligheden men til gengæld er solen knap 400 gange længere væk. Et mirakel eller bare et heldigt sammentræf? Hvem ved, det er i hvert fald rart at kende sammenhængen. Der er faktisk intet andet sted i Solsystemet med tilsvarende forhold, hvor Solen kan blive formørket af en anden ligeså perfekt kugle med den rette størrelse og afstand. Det skulle så være i en ballon i Saturns atmosfære mens månen Prometeus går ind foran solen!

Vejret
Hvad der nok var mere heldigt lige nu var, at vejret hvor vi stod var helt perfekt. Ikke en sky på himlen, hvilket der heller ikke havde været dagen før. Så det bekymrede os ikke synderligt. Det var til gengæld ikke de bedste beretninger der kom fra Danmark og det øvrige Europa der havde overskyet og regn. De skulle være heldige for at få et glimt gennem huller i skyerne. Vi var taknemmelige for, at vores rejsearrangør Henrik Glintborg havde valgt Bulgarien for de bedste vejrudsigter. Han havde haft daglig kontakt med DMI de sidste fjorten dage for at følge vejrsituationen. Men med en blanding af fastlandsklima og kystklima har området ved Sortehavet i Bulgarien et meget stabilt og varmt klima i august måned. De fleste andre europæiske lande har et dominerende kystklima hvor havet fungerer som varmereservoir om vinteren og giver rigeligt med nedbør om sommeren. Nu var formørkelsen i øvrigt nået godt 80% hvilket svarede til maksimum hjemme i Danmark, der var ikke noget at bemærke.
En del af mine venner befandt sig rundt omkring i Europa. David i Sydengland; min søster Jeanette i Holland (hvor den dog ikke var total); Birgitta og Johannes i Nordfrankrig; Jesper i Luxenburg; I Sydtyskland var Arne med et hold unge mennesker; min kæreste Lotte havde taget en dag fri og kørt ned til Tyskland. Lars, Margit og Kirsten var i München hvor hundredevis af astronomer med familie stod omkring hovedkvarteret for det Europæiske Syd Observatorium (ESO); Iva var i det sydlige Ungarn og Mike og Henrik der vandrede i de Rumænske bjerge.

Det sted hvor totaliteten ville vare længst tid var i Rumænien hvor den nåede op på 2 min og 23 s. Vi ville opleve totaliteten i 2 min og 21 s fordi Månens skygge bevægede sig hurtigere og hurtigere efterhånden som den kom om på 'siden' af Jordkloden. Når den havde passeret Tyrkiet, Iran og Irak, på den anden side af Sortehavet, ville den passere over Indien med over 7000 km i timen og ende i det Indiske Ocean hvorefter skyggen ville pege ud i det mægtige verdensrum og ikke længere genere nogen. Det ville være muligt at se denne mørke plet på Jorden fra rumstationen Mir eller via vejrsatellitter.

Nervøsitet
Formørkelsen var over 80% og man begyndte at blive nervøs. Der var under 20 minutter tilbage og det var klogest at gøre sig klar og finde den bedste stilling. Vi var nogle stykker der lagde os på hver sin strandmåtte. Kamera og håndkikkert lå indenfor rækkevidde og tiden for totaliteten, 14:11:14 blev indprentet endnu engang. Et videokamera var stillet op som fulgte aktiviteten på pladsen hvor vi stod, andre kameraer vendte op mod solen med solfilter på.

Det lignede stadig en almindelig partiel formørkelse men vi havde det bedste til gode. Ville den sidste del af solen også forsvinde? Hvad ville der så ske? Mange havde en anelse, fordi de havde set en total solformørkelse før. Gunner, der var blandt de ca. 20 medlemmer af Københavns Astronomiske Forening, skulle se sin tredje totale solformørkelse og derved komme op på sammenlagt 12 min. Andre havde set en enkelt i Thailand 1995, Mexico 1991 eller Sverige 1954. De fleste andre var endnu 'jomfruelige' og skulle se én for første gang.

Månevinden
Nu begyndte det at blæse let og man kunne fornemme et temperaturfald samtidig med, at det blev lidt mørkere, lidt mere dystert. Man kunne godt blive lidt nervøs, vi var helt i naturens vold. Indtil nu var alt gået planlagt, lige efter bogen. Nu var der mindre end 10 minutter til dette - naturens store maskespil. Jeg har ikke tidligere indset hvor enestående en begivenhed det egentlig er at befinde sig i Månens kerneskygge. Med lidt kendskab til geometri er det ligetil at regne ud hvorfor og hvornår det indtræffer, men at stå der og vente i den bagende sol sammen med flere hundrede andre mennesker i dyb koncentration var noget ganske andet.

En total solformørkelse indtræffer faktisk mange gange hvert århundrede og man kan godt planlægge sine udenlandsrejser så de omfatter de områder hvor der optræder totale solformørkelser. Denne gang var vi heldige at det var indenfor Europa, hvor der bor mange mennesker, så vi ikke skulle rejse så langt. Vores udkigssted var noget nær det perfekte. Vi stod dog ikke på et højdefremspring så man kunne se Månens skygge nærme sig fra vest. Men den lette brise var tydelig og det var blevet mærkbart koldere og mørkere.

Frygten for det tynde segl
Tidspunktet nærmede sig nu frygtindgydende hurtigt, det var som om tiden blev accelereret. Det svarede til en solnedgang der kun varede få minutter. I det sidste minut så man i brillerne hvordan den ganske tynde bue af solskiven blive tyndere og tyndere. Den lignede et månesegl.

Buen blev mindre og mindre fra hver side og man blev pludselig fyldt med frygt. Ville den virkelig forsvinde helt? I brillerne ville det bare se sort ud. De sidste sekunder var meget intense fordi vinden tog til som et varsel om den mørke kerneskygge som kom farende imod os med godt 3000 km i timen.

Diamantringen
Nu forsvandt det sidste lys fra solen set gennem brillerne og det var sikkert at tage dem af. Det syn der mødte mig var overvældende. Der var en række pletter af skærende hvidt lys langs kanten af Månen og de forsvandt hurtigt fra begge ender indtil der kun var en enkelt lysende plet. Det var diamantringeffekten som kun indtræffer når sollyset netop passerer gennem et enkelt månekrater. Der var en tynd ring af lys lige udenom Månen og lyspletten lignede en gnistrende diamant. Det blændede en del og så forsvandt også dette lys.

Totaliteten Det syn der nu mødte én i dette visuelle skue, havde en forunderlig effekt, det var ligesom om tiden stod stille. Det var forbløffende at se Månen hænge som en kulsort skive på en mørkeblå himmelbaggrund. Det havde lige været klart solskin få minutter forinden. Øjet vænnede sig langsomt til det kraftige hvide lys som omkransede den formørkede sol. Der var stor kontrast mellem det klare hvide lys fra koronaen og den mørke Måne. Man kunne også se de lyserøde skyer i kromosfæren langs randen af solen. Det skulle fotograferes selv om kameraet aldrig ville kunne gengive dette fantastiske syn.

Nattehimlen
På den mørke himmelbaggrund var Venus meget tydelig lidt nede til venstre for Solen. Jeg kiggede efter Merkur og de klare stjerner men kunne ikke se dem, måske fordi solen stod så højt på himlen, 59 grader, at det ikke blev rigtig mørkt? Et hurtigt blik rundt omkring afslørede, at lyset havde ændret karakter. Personerne optrådte i et sølvagtigt koldt lys næsten som ved fuldmåne eller ved stroboskoplys. Kiggede man ud langs horisonten så man at den mørkeblå himmel fortonede sig i lysere blå farver der kom udenfor formørkelsesbæltet hvor det stadig var dagslys.

Koronaen
Det føltes som om, at tiden stod stille for nu var det den langsomt foranderlige korona jeg betragtede. Ikke den forudsigelige silhouetskygge som tidligere. Dette var helt helt anderledes og ubeskriveligt. Koronaen fyldte overraskende meget - flere gange solens diameter og den var ret uregelmæssig med store huller som nok skyldtes magnetfelterne ved polerne. Det var dog alligevel denne mørke, ubevægelige skive - Månen - der dækkede for Solen som var mest fascinerende. Jeg kiggede koncentreret på den mørke skygge som så ud til, at hindre udsynet til et fantastisk og meget tiltrækkende lysskue. Men denne lyskilde var jo Solen og den var ikke til at kigge på. Månen gjorde det netop muligt, at se det sarte lys fra koronaen og kromosfæren. Skyggen lignede et 'hul i himlen' eller et sort hul der holdt alt lys tilbage men tillod bagvedliggende lys at passere udenom. Det var et meget usædvanligt syn. Koronaens store udstrækning viste, at Solen er en stjerne med større rækkevidde end man umiddelbart antager.

Tiden var knap
Det første minut var det bedste for derefter begyndte nervøsiteten igen at melde sig. Synet skulle primært nydes med det blotte øje, men der var endnu tid til at betragte aktiviteten i solens kromosfære med håndkikkerten. Det var svært at få et roligt billede men jeg nåede at se de små lyserøde skyer, prominenserne, langs randen af skiven. Jeg tog endnu nogle billeder, det hele gik så hurtigt. Pludselig var de 2 minutter og 21 sekunder gået og lyset brød igennem et månekrater. Diamantringen viste sig endnu engang.

Dagslys igen Det føltes som om overgangen fra mørke til lys var meget hurtigere end overgangen fra lys til mørke. Det var fantastisk at iagttage hvordan lysniveauet steg til dagslys på 30 sekunder. Måske var det fordi øjets pupil var en smule forstørret og opfattede det skarpe tilbagevendende sollys ekstra stærkt. Det var i hvert fald godt at jeg ikke havde kikkerten for øjnene, det ville have brændt hul i nethinden. Men det var et mærkeligt sølvgråt skær der var over de omkringstående mennesker. Skyggerne var endnu meget skarpe og det gav virkeligheden mere dybde. Totaliteten var overstået, det første lys var brudt igennem en af Månens dale og vist diamantringen i nogle sekunder før der slap så meget lys igennem, at man ikke kunne se på Solen længere. Nu var der jubel i den forsamlede menneskemængde og de første begejstrede glædesudbrud blev udvekslet. En blanding af forundring og beundring over hvad naturen kunne fremvise. En rejsefælle og navnebroder udbrød: "Det er s'gu godt lavet". Brian, en ung astronom der er studerende ligesom jeg, fortalte at det var flottere end nordlys. Det havde han set i minus 35 grader på Grønland. Her stod vi i godt 35 plusgrader og det var tydeligt at varmen var vendt tilbage. Termometrene viste, at temperaturen var faldet næsten 15 grader.

Ud af skyggen
Månens kolde skygge var passeret og de heldige der stod på en af klitterne kunne se skyggen bevæge sig ud over Sortehavet mod Tyrkiet. Peder, en anden astronomistuderende, beskrev det som en lodret søjle eller kegle af mørkere himmel som fortonede sig og blev lysere efterhånden som den forsvandt. Hvis man stod på en højderyg der lå nord/syd ville man både kunne se skyggen komme imod én og bevæge sig væk bagefter.

Utilstrækkelighed
Et blik på Solen med formørkelsesbrillerne overbeviste os om at Månen var ved at trække sig tilbage. Solen havde overlevet truslen og meget af det vi havde oplevet ville gentage sig i omvendt rækkefølge den næste halvanden time. Der var en stemning af forundring over det netop passerede. Der havde været så meget man skulle lægge mærke til og så kort tid. Man kunne slet ikke nå at vænne sig til det fantastiske syn og det var en følelse af at man kun var blevet forundt et kort øjeblik, et lille glimt, af noget meget storslået og smukt. Men havde man haft rigeligt med tid er jeg overbevist om, at man godt kunne vænne sig til det. Vi var mange der havde set det samme, men ikke to havde fået det samme ud af det. Ligesom en diamant har mange facetter, kan man ikke se dem alle på engang. Man må vælge og dermed vælge fra. Det var en følelse af magtesløshed eller utilstrækkelighed overfor de mange fænomener der optrådte samtidigt. Det gjorde det hele meget intenst at det kun varede et par minutter. Måske var det bedre, trods alt, med kun 2:21 end 7:30? Man var ikke rigtig klar over hvad det egentlig var man havde set. Men hvis man tvivlede på, at det man havde set var virkeligt, var der mange til at bekræfte en bagefter.
En af de store følelser man stod tilbage med var, at man med egne øjne havde set hvordan Solsystemet fungerede. Som menneske følte man sig ret ubetydelig trods alverdens teknologi. Planeternes bevægelser kan vi dog ikke kontrollere. Man kan forstå, at de gamle kulturer frygtede for fremtiden når deres livgivende lyskilde blev 'spist af en drage' og senere genfødt. Det var trods alt et herligt gensyn da Solen vendte tilbage.

Lettelse
Forventningerne blev nu afløst af lettelse. Folk kiggede af og til op på Solen med brillerne og overbeviste sig om, at Månens skygge nu blev mindre og forsvandt mod venstre. Men nu skulle den veloverståede begivenhed fejres med champagne. Folk stillede sig i en lang kø mens propperne sprang til alle sider. Det var næsten som at fejre nytår, bare meget bedre, alle var glade. Vi gik hen og ønskede rejselederen og arrangøren Henrik tillykke og takkede dem for turen. Om det så regnede resten af ugen var det en succes, denne oplevelse var hele turen værd. De var afgjort blandt de mest lykkelige fordi de havde haft ansvaret for 450 mennesker. De talte allerede om at tage til det sydlige Afrika hvor den næste totale solformørkelse er år 2001.

Som at overvære en fødsel
En mand der var her med sin kone og deres lille søn, sammenlignede det, på vej hjem i bussen, med det at overvære en fødsel. Vi havde stået og ventet i lang tid og troede vi var forberedt på hvad vi skulle se. Efter den accelererede slutspurt var det syn der mødte os, og forandringerne i omgivelserne, alligevel overvældende, næsten som en åbenbaring. På samme måde er der under en graviditet en indledende ventetid som føles utrolig lang men afsluttes med en intens periode hvor spændingen opbygges til bristepunktet. Når fødslen er overstået fyldes man med forundring over den lille nye skabning som man kaster sin kærlighed over betingelsesløst.
Vi fik også et andet forhold til Solen efter den blev 'genfødt'. Vores glædesfest kunne minde om de gamle kulturer der frygtede totale solformørkelser og slog på trommer for at skræmme Månen væk. Bagefter har de nok åndet lettet op da Solen og livet vendte tilbage. Vi fejrede nok nærmere, at det var så fantastisk godt vejr og det hele var gået over al forventning.

Engang til!
Gunner der oplevede det for tredje gang sagde, at der var noget specielt ved hver af dem. Man kunne ikke rigtig sammenligne dem. Her kan analogien med fødslen også bruges, der er ikke to af ens børn der er ens. Flere begyndte at tale om 'Afrika 2001'. Nu havde vi set 'Bulgarien 1999' og mange havde allerede T-shirts på med påskriften "Bulgaria, Total Eclipse August 11th 1999". Nogle bliver helt 'høje' af oplevelsen og rejser verden rundt for at opleve det igen. Jeg vil nu se tiden an og vente nogle år. Et godt bud på en total solformørkelse der også varer lang tid (over 6 min.) er Kina år 2009. Så lang tid har jeg ikke noget imod at vente.

Afslutningen
Der blev stadig udvekslet indtryk en time efter da champagnen var drukket. Men udstyret var pakket ned da fjerde kontakt nærmede sig kl. 15:33:28 hvor alles blik var rettet mod Solen igen. Da Månens skygge forlod solskiven blev der klappet som tak for den begivenhed der nu allerede var ved at komme på afstand.

Vi var heldige
Først da vi kom hjem på hotellerne om aftenen hørte vi om det dårlige vejr i resten af Europa. Mange var taget til Tyskland og her havde solen vist sig gennem huller i skyerne, men i de kritiske 10 min. omkring totaliteten havde der været en sky for solen. Det var det samme mange andre steder i Europa, så vi havde valgt det helt rigtige sted. Godt nok kan begivenheden forudberegnes med sekunders nøjagtighed, men vejrudsigterne vil altid være usikre indtil det er for sent at planlægge turen.

Lad mig afslutte min beretning med et citat fra 'A Handbook of Solar Eclipses', Isabel M. Lewis, 1924 (se eclipse99.nasa.gov/):

"To witness a total eclipse of the Sun is a privilege that comes to but few people. Once seen, however, it is a phenomenon never to be forgotten. The black body of the Moon standing out ... in sinister relief between Sun and Earth, the sudden outflashing glory and radiance of the pearly corona which can be seen at no other time, the scarlet prominences rising from the surface of the hidden Sun to heights of many thousand miles, the unaccustomed presence of the brighter stars and planets in the daytime, the darkness of twilight and the unusual chill in the air. There is something in it all that affects even the strongest nerves and it is almost with a sigh of relief that we hail the return of the friendly Sun."

Links:
ESO Report about the Solar Eclipse on August 11, 1999
NASA/GODDARD SPACE FLIGHT CENTER - ECLIPSE HOME PAGE
Eclipse 99
The 1999 August 11 Total Solar Eclipse
ECLIPSE 99 Animation
The Total Solar Eclipse of 11 August 1999